Blog

17. October 2018

Staten forsøgte at stoppe Daniel: Nu sælger han svømmeudstyr for millioner

Selvom både staten og alderen har arbejdet imod Daniel Johanessen, har det ikke stoppet den unge iværksætter, som omsætter for millioner med webshoppen Watery.dk, i en alder af bare 19 år.

Kalenderen skrev september 2016, og Daniel Johanessen havde netop modtaget svømmeudstyr for 70.000 kroner. Pengene var taget fra Daniels egen opsparing, og fra et lån fra sin far, og varerne skulle sælges i julehandlen, så den nyåbnede webshop Watery.dk kunne komme godt fra start.

Der var bare et problem. Staten ville ikke lade Daniel få et CVR-nummer.

- Jeg havde brugt hele sommeren på at forberede sitet, jeg var klar med mit varesortiment. Det eneste, der manglede var, at jeg fik tilladelse til at åbne min forretning, fortæller Daniel til Lunar Way.

Havde ikke en holdbar ide

Daniel var kun 17 år gammel, da Watery.dk skulle til at åbne. På det tidspunkt gik det meste af hans tid med elitesvømning, som han gik til otte gange om ugen, og så gik han også stadigvæk i HHX.

Netop det med uddannelsen var i første omgang årsagen til, at staten ikke ville give ham tilladelse til åbne sin virksomhed, før han fyldte 18 år. Den anden årsag var, at forvaltningen ikke mente, at Daniels forretningside var holdbar.

- På det tidspunkt havde jeg arbejdet på Watery i et halvt år, og jeg troede på, at jeg kunne få en succes ud af det her. Så jeg ville ikke lade staten bestemme, om jeg var for ung til at drive en virksomhed. Det skulle i hvert fald ikke være det, der stoppede mig, siger Daniel.

Som en hurtig løsning på problemet, oprettede Daniels far Watery.dk i sit navn, og webshoppen blev åbnet i oktober 2016.

- Den første weekend solgte vi for 11.000 kroner. Det var mest venner og svømmekammerater, der var på kundelisten, men der var også et navn, jeg ikke kendte, som havde handlet hos mig. Det var ret stort, fortæller Daniel og fortsætter.

- Så kørte det egentlig stille og roligt derfra, og salget er det bare gået opad siden. Vi håber på at nå en omsætning på fem millioner i år.

Arbejder, når vennerne spiller Fortnite

I dag er Daniel 19 år, og har overtaget ejerskabet af Watery.dk fra sin far. Han har afsluttet sin HHX, og dedikerer nu næsten al sin vågne tid til Watery.dk, hvor iværksætteren sidder med det administrative, indkøb, blog, strategi og hvad der ellers hører til at styre en forretning.

- I løbet af ugen er jeg tit på arbejde fra klokken 9 om morgenen til klokken et om natten, til gengæld har jeg helt fri i weekenden, hvor jeg laver noget sammen med mine venner. Men når de hygger sig og spiller Fortnite i hverdagene, der har jeg travlt med min virksomhed, siger Daniel.

Han bruger to freelancere til at hjælpe med at udvikle Watery.dks site, og arbejde med Google Adwords. Sammen med en anden ung mand, pakker Daniels bror varer, og når det hele spidser lidt til, hjælper Daniels forældre også med pakning af varer og regnskabet.

- Min familie og venner har hele tiden været en god støtte for mig og Watery.dk, og der er stor forståelse for den tid jeg bruger på det, og at jeg hellere vil arbejde på min virksomhed, end eksempelvis læse videre. Det er også nødvendigt, for ellers havde jeg ikke klaret den, fortæller Daniel.

Den mindste fejl kan have stor betydning

Selvom der ikke er nogen tvivl om, at glæden ved at starte og udvikle sit eget firma er altoverskyggende for Daniel, er der heller ikke nogen tvivl om, at han nogle gange synes, at vejen han har valgt, er lidt udfordrende.

- Du skal være klar til at klø på, for hvis ikke du gør noget selv, så sker der ikke noget. Det er heller ikke noget, jeg bliver rig af, for selvom jeg omsætter for flere millioner, så er det jo ikke en decideret indtjening til mig, og mange af mine venner med almindelige studiejobs får udbetalt meget mere end mig i løn, fortæller Daniel.

Derudover er der også et stort ansvar forbundet med at have sin egen virksomhed, og selv den mindste ubetydelige fejl, kan have konsekvenser senere. Det oplevede Daniel selv, da han forudbestilte varer et halvt år i forvejen, og havde glemt alt om dem, da de pludselig stod ude foran hans dør.

- Jeg tænkte: “Fuck, nu overlever min virksomhed ikke”, og det gik op for mig, at noget jeg havde kæmpet for så længe, bare kunne være væk på en dag! Jeg fandt en løsning og kom videre på en god måde, men jeg lærte også af det, for jeg vil ikke risikere, at en lille bitte fejl, som jeg har begået for længe siden, skal påvirke min forretning. Det er småting, men du skal fandme være opmærksom.

Årets “Ener” vil overtage Norden

Selvom arbejdsdagene er lange, og ansvaret stort for en 19-årig, så har Daniels hårde arbejde i høj grad betalt sig. Hans ambition er godt i gang med at lykkedes - han er nemlig indehaver af Danmarks største sortiment af svømmeudstyr, og omsætter i dag for flere millioner kroner.

I 2018 vandt Watery.dk prisen som "Årets ener 2018" ved den store prisfest "E-handelsprisen" og 5. pladsen for Bedste nye e-handelsvirksomhed, som FDIH - Foreningen for dansk internethandel står bag.

Juryen bestod af sværvægtere inden for dansk e-handel med direktører fra Nemlig.com, Bilka.dk, Sinful.dk, Barberklingen.dk og Danfoss, og anerkendelsen af Watery.dk, var derfor mærkbar for den unge erhvervsmand.

- Jeg synes, at det beviser, at man kan komme rigtig langt ved at gøre ting på en ny måde, og så tror jeg også, at min vilje til at lykkedes og min arbejdsomhed har spillet en stor rolle, fortæller Daniel, der nu mere end nogensinde er klar til at gå efter sit næste store mål.

- Jeg er godt på vej til at opfylde målet om at blive Danmarks førende svømme-shop. Nu er målet at Watery bliver Skandinaviens største svømme-shop - senest i 2023.

3 gode råd

Daniel Johanessen deler her ud af sine tre bedste råd til dig, der drømmer om at starte din egen virksomhed.

1: Arbejd hårdt - også hårdere end alle andre

- Det kræver hårdt og vedvarende arbejde, hvis du skal lykkedes, og du skal knokle mere end alle andre.

2: Vær ikke bange for at fejle

- Jeg har begået masser af fejl, men jeg lærer af dem hver gang, så vær ikke bange for at gøre noget forkert, men var klar til at rette op på fejlen, så snart du opdager dem.

3: Start så snart du kan

- Jeg kunne sagtens have ventet nogle måneder med at starte Watery.dk, men jeg ville bare igang, så gør det, så hurtigt som muligt.

#Selfmade - Vind den ultimative iværksætterpakke!

Vi bringer historien om Daniel Johannesen og Watery.dk som led i kampagnen og konkurrencen #Selfmade, der skal hylde dansk iværksætteri, og hvor en heldig iværksætter kan vinde den ultimative iværksætterpakke, der løfter deres forretning til det næste niveau.

Læs meget mere om præmien, og hvordan du, eller en iværksætter du kender, deltager i #Selfmade-konkurrencen lige her.

Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet, accepterer du brug af cookies.

Læs mere om cookies i vores cookie-politik her.

Ok